it's a palace

Det sidste stykke tid har jeg mødt en del mennesker med andre holdninger til hvordan man udvikler sig selv, end den jeg har.

Nogle har jeg kendt længe og har accepteret at deres vej til lyset er anderledes end min, men lige for nylig er der begyndt at dukke mange andre varianter af vejen mod bliss op.

Da jeg var yngre ville jeg ønske at der var én tro. En tro der var bedre og virkede mere effektiv end de andre. Det forvirrede mig at der var så mange trosretninger og religioner og at de allesammen hævde at de var DEN tro man skulle tro på, hvis man var en søgende person som ville opleve noget guddommeligt i sit liv.

Det som har fungeret godt for mig, har været at arbejde med de anvisninger som Stuart Wilde blandt andet giver. Jeg har fuldstændigt forstået hvad det er han har sagt, selvom det han siger ikke er anderledes fra så mange andre.

Nogle gange bliver jeg anbefalet andre lærere og når jeg så prøver at dykke ned i det de siger, så kan jeg slet ikke læse det eller forstå det. Jeg kan forstå det med intellektet, men ikke med hjertet. Stuart Wilde forstår jeg med hjertet.

Jeg forstår Druide uddannelsen med hjertet, og mine timer hos Sosha.

Mit mål, eller min motivation om man vil, er at få det fantastisk. At forstå mig selv. At være tilstede i og nyde nuet. At slippe bekymringer, leve et liv i flow og lykke.

At mærke noget større end mig selv, mærke noget magisk, noget der giver mig sug i maven og gør mig svimmel af glæde. For mig er det ofte naturen. For andre kan det være følelsen af at være tæt på det som lige netop de, kalder gud.

Jeg kender nogle som er med i Hare Krishna Bevægelsen. Nogle som er Teosoffer. Nogle som arbejder med Engle. Nogle som arbejder med Byron Katies The Work metode. Nogle som er Kristne. Nogle som er Buddhister. Nogle som spiser medister.

Allesammen er de vidunderlige mennesker, som arbejder med dem selv. Arbejder med at blive bedre mennesker. Arbejder på at styre deres ego og lade en ydmyg undren over det mirakuløse i livet tage over.

I går var jeg til barnedåb i Sank Lukas Kirke i Århus. Jeg har i dette liv haft store problemer med Folkekirken. Og som et barn der ville gøre oprør mod sine strenge forældre, så har jeg forsaget den i mange år, hånet den og har meldt mig ud af den.

Jeg var også i tvivl om jeg ville tage med i kirken i går. Men hensynet til min søster som skulle have døbt hendes tvillinger, overskyggede min vrede til kirken.

Min søsters ældste barn er også døbt i den kirke, så vi kender præsten. Hun er smuk og sød og holder fine prædiker om det mirakuløse i foråret, i livet. Hun bliver tydeligvis bevæget af skønheden omkring hende og stråler af hvad må være kærlighed til alt der omiver hende, fordi hun i sit hjerte virkelig ser det som Guds mirakel.

Jeg har ikke noget i mod Jesus. Da jeg sad der i kirken i går, sad jeg og studerede alle malerierne af hans disciple. Og jeg fik fred med kirken.

Det blev tydeligt for mig, hvordan Jesus og hans venner bare var opstarterne af en bevægelse. Som byggede ovenpå en anden tro. Den fik tilfældigvis en masse opmærksomhed og nogle tusind år senere, blev børn stadig, i denne del af verden, døbt i Jesus fars navn.

Der vil altid være dorske store fede egoer, som prøver at spolere det fine i livet. Og som også har kunne gøre et ret godt job overfor mig, hvad angår Jesus ord. Men de egoer har jeg også mødt andre steder. Hos de clairvoyante f.eks.

Så i går, da jeg sad der i kirken. Da tænkte jeg at nu var jeg blevet voksen. Nu havde jeg sluppet min barnlige følelse af trods overfor kirken og jeg kan fuldt ud acceptere at den eksisterer, præcis som jeg kan acceptere Hare Krishna, Islam, og alle de andre.

Jeg blev fri for endnu en hæmmende overbevisning og bagefter spiste jeg chokolade og drak kaffe.

 
Her er hvad John Lennon har at sige om den sag og jeg er fuldstændig enig.
Whatever gets you to the light ‘salright, ‘salright.