it's a palace

Da jeg for nogle år siden deltog i et weekendseminar med Stuart Wilde i Amsterdam, sagde han denne sætning.

“At this part of your journey, trust is no longer an issue”.

På en måde blev jeg lettet over udsagnet. Det var da dejligt, tænkte jeg, at det ikke er noget jeg behøver tænke over mere. At hvis jeg sidder her, lige nu, så betyder det at jeg er kommet dertil hvor jeg ikke længere behøver tænke over om jeg nu tør have tillid.

Tillid til mig selv, tillid til verden, tillid til universet. Når jeg sidder her lige nu og her, i Amsterdam med hundredevis af andre mennesker som også er dedikeret til den her rejse som hedder at udvikle sig selv, så må det være fordi jeg har forceret den barriere.

På en anden måde, så gik jeg totalt i panik indeni. Jeg tænkte: Hvad fanden mener du? Trust er da TOTALT et issue for mig! Det er nærmest det største issue jeg har!

Aaaargghhh! Er jeg så det forkerte sted nu? Er jeg ikke så højt udviklet som de andre i salen? Er jeg dummere? Længere bagud? Må jeg egentligt overhovedet sidde her så?

Jeg var afsted til seminarer 2 gange i Amsterdam med Stuart Wilde. Begge gange mødte jeg og lavede øvelser med en amerikansk kvinde.

Vi blev venner og krammede og lærte hinanden ret godt at kende. Men uden at kende noget til hinandens liv, kun til hinandens skygger og lys, sorg og glæde.

Kvinden er en af den slags kvinder hvor det lyste langt ud af hende at hun var noget andet end os andre. Jeg tænkte at måske var hun topmodel, for den verden kender jeg ikke særlig godt. Hun er sindssygt smuk, velplejet og lækker. Selv i det jumpsuit hun havde på hele weekenden, strålede der superstjerne langt væk fra hende.

Jeg tænkte ikke nærmere over det i Amsterdam. For jeg ville ikke spørge hende. Jeg ville give hende muligheden for at være anonym som alle os andre. At hulke og være lost. At grine og være skør.

Da jeg kom hjem og havde været hjemme i lidt tid, så jeg tilfældigt Kill Bill. Og der på skærmen, kom den smukke kvinde fra Amsterdam frem.

Det gippede i mig.

Hende som en googlesøgning fortalte mig var Hollywoodstjerne, havde jeg holdt om og trøstet. Hentet kleenex til, lavet meditationsøvelser med. Jeg havde siddet og haft min hånd på hendes hjerte i lang tid under en øvelse, mens hendes hånd var på mit.

Vi skulle se hinanden dybt i øjnene og sende ubetinget kærlighed, så hende her superstjernen, havde jeg siddet og set dybt i øjnene mens jeg havde manifesteret alt den omsorg, empati og kærlighed til et andet menneske som jeg overhovedet kunne.

Vi havde set ind i hinandens sjæl og elsket ubetinget. Og nu så jeg hende på min skærm herhjemme, som en superstjerne, smuk som ind i pokker og med en gudindelignende udstråling.

Hvis hun turde, tænkte jeg. Sidde der i Amsterdam. Med risiko for at blive genkendt af alle. Sidde og tude, være menneske og være på rejse som alle os andre. Så tør jeg også.

Jeg tænker tit på hende, for vi kom tæt på hinanden på de to seminarer. Jeg håber af hele mit hjerte at hun har det godt.

Når et menneske som jeg normalt med mit ego, ville synes var noget andet, noget større end mig, kunne sidde der og bare åbne sig for mig, se mig dybt i øjnene og både sende kærlighed og græde samtidig, så var der ikke længere noget jeg ikke kunne have tillid til.

Når jeg ser på vores Tarantino bokssæt på hylden nu, så tænker jeg altid “Trust er VIRKELIG no longer an issue”.

 

4 Responses to “Trust Is No Longer An Issue”