it's a palace

Jeg har et trick jeg bruger når jeg synes jeg har for mange bekymringer og for meget hverdag.

Bekymringerne er relative. Det der den ene nat kan gøre at jeg ligger søvnløs, kan dagen efter virke latterlige og bare til at le let af.

Alligevel kan jeg blive opslugt af tanker om det ene og det andet. Husbyggeri. Arbejde. Familie. Relationer. Personlige drømme om vækst og handling.

Tankerne kan køre i ring, de bider sig selv i halen og det er ikke til at finde hverken den ene eller den anden ende i dem.

Det der er mit trick og som hjælper mig, er at se mit liv udefra. Først ser jeg mit hus, min familie og mig selv udefra. Bare i forhold til her hvor vi bor. Allerede der hjælper det, og mine bekymringer virker mindre.

Jeg ved at der i min nærhed er folk som har meget større grunde til at ligge søvnløse om natten, så bare ved at se mig selv ovenfra og dem også, virker mine egne bekymringer mindre.

Så ser jeg mit lokalområde udefra. Hele tiden med mit lille hus og mit liv i det, som en lille prik i det store Østjylland.

Så ser jeg Danmark, alle de mennesker der er i Danmark. Så ser jeg Europa, og alle de mennesker der findes der. Og til slut ser jeg ned på hele jorden.

Jeg ender med at se ned på jorden, udefra rummet. Jeg ser at der er næsten 7 milliarder andre mennesker her. Og jeg ser at udefra rummet, så kan man ikke se en eneste af dem.

Ikke en kan man se. Vi summer rundt og tror vi hver især er så vigtige, men rejs blot nogle kilometer op i luften og vores liv er ikke længere til at få øje på.

Og så er det jeg lander i mig selv igen. Med en dyb dyb følelse af at det er ligegyldigt. At det at bekymre sig, er at håne livet og de muligheder vi har her på vores planet.

Jeg er bare en af mange, mange mennesker. Jeg er ingenting og alting.

Øvelsen rører mig så dybt. Jeg føler mig utrolig ydmyg over at måtte være her. Over at måtte kysse min søns bløde kind. At have Barney til at ligge på mine fødder og varme dem med hans lille krop.

Solsorten som skælder ud i haven. Lyset, solen, sneen, skyerne, himlen.

Alt det liv omkring mig. Jeg føler mig så ydmyg over at måtte kende andre mennesker, at få lov til at mærke deres liv og hvad der rører sig dybt i deres hjerter.

At fordybe sig i formerne på et træs krone, at mærke barken, se strukturerne i et blad, eller en blomst.

Vandet der kommer ud af vandhanen, maden i mit køleskab og på min mark.

At føle at jeg er ingenting, er den største frihed jeg kan føle. Mit hjerte er frit, min sjæl er fri og ikke tynget af tåbelige bekymringer om dit og dat.

Vi er så heldige at være her. Bare at se solen stå op er at være vidne til det største mirakel overhovedet, og tænk så på alt det andet vi får lov til her. Og vi må være her så længe.

Et liv er langt. Vi kan se stjerner hver eneste nat og føle vinden hver dag. Alene de to ting burde være nok til, at vi sang i vildensky af lykke over vores utrolige held.

At opleve et liv på jorden.

2 Responses to “Tag Med Ud I Rummet”