it's a palace

Forleden dag skulle jeg lave en clairvoyant øvelse udenfor. Jeg skulle se devaer i naturen, i træerne, buskene, jorden, stenene.

Jeg vidste ikke hvad devaer var. Så jeg måtte få det uddybet. Devaer er væsner, som holder til udenfor og som tager f.eks. et træ som hjem. De kan være maskuline og feminine, have forskellige egenskaber og karakterer.

Det har aldrig været svært for mig at mærke energien i naturen. Jeg kan sagtens mærke jord, sten, træer, blomster o.s.v. Men at se noget helt konkret, som en deva, det har jeg aldrig gjort.

Da jeg skulle lave øvelsen, sammen med min lærer, så så jeg ingenting. Vi gik rundt udenfor i kulden, i ret lang tid, hvor jeg prøvede at spore mig ind på forskellige emner. Der skete ingenting.

Hver gang jeg sagde “jeg tror det her træ er maskulint”, så fik jeg af vide at det var feminint og at det iøvrigt var blevet irriteret på mig, så jeg måtte gå hen og sige undskyld.

Så der gik jeg. Og undskyldte for det meste, til alle de devaer som blev fornærmede, fordi jeg ikke var en dyt clairvoyant, men bare gættede til højre og venstre.

Da vi tilsidst var på vej ind, og jeg var ret forvirret over alt det her deva noget som jeg aldrig havde hørt om før. Så stoppede jeg op ved en sten.

Det var en helt almindelig sten. Sådan som sten nu er almindelige. Lidt større end to håndfulde og grå. Den så ikke ud af noget særligt som den lå der, halvt nede i jorden og halvt ovenpå den.

Men den grinte.

Den lå og rullede rundt og lo og lo.

Den var så glad den sten.

Der var mos på den ene side af den og den var lykkelig for at ligge lige der, halvt i jorden, med lidt grønt på den.

Den var en sten. Og det var den fantastisk tilfreds med. Jeg har aldrig følt noget så sprudlende og jublende glad før.

Som et barn der bare er helt tilstede i der hvor det er. Et barn som sidder og griner for sig selv, leger, og ler og ler over bare at være her.

På grund af mine fiaskoer med at se andre ting, spurgte jeg forsigtigt min lærer hvad hun så. Hun sagde at jeg da godt nok havde valgt mig en meget glad lille sten.

Så der stod vi. I en have i Midtjylland. Og så på (måske) verdens gladeste sten.

Den sten var bare. Lige der. Og det var den så lykkelig for, at den bare måtte grine og grine, barnligt og glad.

Som en slags disclaimer kan jeg sige at der kun var knækbrød og kaffe i min mave. Ingen sjove svampe f.eks.

Den stens glæde gjorde et stort indtryk på mig. For hvis jeg ellers skulle tænke på sten, og hvordan deres natur mon måtte være, så ville det aldrig i 100 år falde mig ind at de kunne være nogle små fnisende fætre.

Jeg ville tænke noget gammelt, noget tungt, jordbundent. Ikke noget der var så fyldt med livsglæde at den så ud som om den kunne lette af de sommerfugle den havde i maven.

Vi kan tænke og tænke, men i virkeligheden, så ved vi intet som helst før vi begynder at bruge vores følelser også. Den måde den sten opførte sig på, var lige så virkeligt som den computer jeg nu sidder og taster på.

Jeg har stadig ikke set nogle devaer, selvom jeg øver mig hele tiden, men mit syn på sten er blevet meget meget anderledes.

 

6 Responses to “Leende Sten Og Devaer”