it's a palace

Min søn har en ven som overdriver i alt hvad han siger. Vi voksne siger han overdriver, børnene siger han lyver.

Små historier bliver kæmpe store og alting har kostet en million mere end i virkeligheden.

Min søns ven har det ikke nemt. Det kan alle voksne se. Alligevel kræver det noget af et overskud bare for os voksne, ikke at blive trætte af de konstante “se mig” historier.

I morges fortalte min søn om endnu en overdrivelse fra sin vens side. Og så sagde min søn selv:

Mor, jeg tror han lyver fordi hans far og mor aldrig ser ham. De hører aldrig hvad han siger. De har så travlt og så jeg tror ikke det er godt at blive så stresset af ens arbejde, at man ikke kan høre efter hvad ens børn siger.

Jeg kæmper selv med overdrivelser. Jeg er blevet bedre (mega-totalt-meget-bedre), men det er noget jeg hele tiden arbejder med.

At overdrive, eller at lyve i værste fald, er en måde at hæve ens ego på. Det sker når ens ego føler sig så lille og ubetydeligt, at det kun kan være noget værd, hvis det har oplevet vilde ting, eller bare gør små ting kæmpe store.

At holde øje med hvornår man overdriver, er endnu en god disciplin til at lære sig selv at kende.

Når jeg bliver usikker og er sammen med mennesker som er meget hurtigere, skarpere og klogere end mig, så overdriver jeg. Det er ikke katastrofale ting og de bliver ikke længere til løgne. Men alligevel, så opstår der et rum, hvor jeg kan mærke at det føles lidt mærkeligt i maven det jeg siger, det føles usandt.

Jeg øver mig på at trække vejret dybt inden jeg svarer. Også selvom hele samtalen måske går så hurtigt hos de mennesker jeg er sammen med, at jeg så misser min chance for at få sagt noget.

Skidt med det. Det vigtige for mig er at jeg ikke presser mit ego op i en krog hvor det føler at det bliver nødt til at fortælle en stor historie, om noget småt, for at slippe ud.

Jeg er kommet frem til at det er bedre at virke lidt dorsk og langsom, end finde på at jeg vandt verdensmesterskabet i karate da jeg var 9 år, for at komme ud af en situation hvor jeg føler mig presset på mit intellekt.

Overdrivelse fremmer ikke forståelsen. Overdrivelser fremmer kun kløften mellem os mennesker.

Min søns ven er ensom. Hans venner kan kun holde ham ud lidt af gangen og så må de tage lange pauser fra ham.

Hvis man ikke er blevet set nok som lille, hvad der kan være en af grundene til at man føler man må hævde sig selv gennem løgne som stor og voksen, så kan man altid starte nu. Med at se kærligt på sig selv.

Selv når man ved man er kommet til at overdrive igen, så må man tilgive sig selv og vide at der stadig er et hul der skal lukkes. Lukkes med kærlighed og accept af at man er lige der hvor man skal være og at man altid, altid får en chance til.

Den dag jeg helt holder op med at overdrive i samtaler, da ved jeg at er nået et stort skridt videre. Indtil da, vil jeg gerne kunne nå dertil først, at når jeg fanger mig selv i en overdrivelse så siger højt til dem den er rettet mod: Undskyld, det jeg mente, var kun det halve af de ord der kom ud.

En god øvelse for mig er også at rumme min søns ven helt. Blive ved med at være kærlig og tålmodig overfor ham, præcis som jeg skal være det overfor mig selv.

 

One Response to “Små Og Store Historier”