it's a palace

Som jeg skrev i det her “If you spot it, you´ve got it” indlæg, så kan jeg godt blive virkelig træt hvis jeg støder på den samme sætning igen og igen i New Age kredse.

Indeni mig sidder der nemlig en lille (stor) anarkist, som hader alt det som andre elsker, fordi det de så elsker bliver et billede på noget poppet. Anarkisten er nok omkring 13 år og er sådan set imod alt. Men altså især pop.

Det hele skal helst være lidt specielt og særligt, sådan som anarkisten gerne selv vil være.

Men bare rolig, jeg arbejder med det, heldigvis bliver det nemmere og nemmere at le af den meget barnlige side af mig selv.

Nu er der så sket det, at jeg igen er stødt på den samme sætning i mange forskellige sammenhænge. I starten blev jeg (naturligvis, siger Anja 13 år) irriteret og synes den var latterlig.

Lige indtil en person, som anarkisten indeni mig holder meget af, brugte sætningen i en artikel jeg læste. Så var den lige pludselig god nok.

Sætningen lyder i al sin simpelhed sådan her:

Universet giver dig ikke noget du ikke kan håndtere.

Det betyder en række ting.

1. Den situation du er i, lige nu, den kan du godt håndtere. Uanset hvor lortet den virker. Du kan godt. Du kan have 100% tillid til at det skal nok ordne sig og at du kan godt ordne det. Lige meget hvilken situation det drejer sig om.

2. Ligesom du ikke selv ville forvente, eller sætte en 3 måneders baby til at gå, så bliver du altså heller ikke sat i en situation hvor det bliver forventet at du kan mere end du faktisk kan.

Så det vil sige. Dine børn. Dit ægteskab. Din skilsmisse. Dit hjem. Dine familierelationer. Dit job. Dine ønsker og drømme. Alt det du sidder i lige nu, det kan du godt klare.

Der er ikke længere nogen grund til at tude over omstændighederne. At gøre det, svarer til et barn på 2 år som tuder over at det nu bliver forventet at det godt kan gå.

Det kan være okay at tude af frustration når man er 2. Men eftersom vi er voksne, så ved vi at det ikke hjælper noget at tude i en pude over at bilen skal synes, manden vil skilles og taljen er forsvundet.

Det hele er lige som det skal være. Universet, eller hvem det nu er vi tror der deler opgaver ud, har totalt tillid til at vi godt kan håndtere den situation vi er i lige nu.

Hvis vi ikke kan. Så får vi den bare igen. I en ny forklædning. Det er grunden til at vi synes vi kan køre i ring igen og igen.

Hvis universet mener vi er på kravlestadiet i vores opgaver, så får vi ikke nogen hvor vi skal gå, hoppe eller flyve. Så må vi kravle og kravle til vi har lært det.

Hvis vi prøver at rejse os op og gå, før vi fik lært kravlelektien, så bliver vi kastet tilbage til måtten og må tage en tur til på albuer og knæ.

Der er ingen grund til at ligge på alle fire og sukke efter dem der kan gå. Måske er det fint nok at kravle hele livet. Måske er det lige det man skal.

Måske rejser man sig en dag op, tager tre skridt og flyver over alle de gående man misundte mens man lå og rodede rundt på gulvet.

Total tillid til at alt er godt er vejen frem. Og total tillid til at vi er store nok til at klare det liv vi bliver præsenteret for. Personligt synes jeg det er en meget frigørende tanke.

Jeg tager kraften hjem i mig og ved at jeg nok skal klare ærterne.

4 Responses to “Total Tillid”